Olympiske charter - Google åbner OL med homostatement

Verdens største søgemaskine protesterer mod Ruslands kontroversielle homolovgivning.

Ved store internationale begivenheder er der tradition for, at søgegiganten Google skifter sit logo ud med for eksempel OL-ringe eller fodbolde for at fejre OL eller VM.
Men på åbningsdagen for vinter-OL i Sochi har Google valgt at lave en opsigtsvækkende protest mod Ruslands kontroversielle homolovgivning.

I dagens anledning er søgemaskinens logo således skiftet ud med en kollage i regnbuefarver og forskellige vintersportsgrene.
Strider mod den olympiske charter
Samtidig er logoet ledsaget af et uddrag fra Det Olympiske Charter, hvor der blandet andet står, at "alle skal have mulighed for at dyrke sport uden diskrimination og i den olympiske ånd".
Normalt plejer Googles særlige logoer også at linke direkte til en søgning på begivenheden. Men klikker man på det nye logo, bliver man ført direkte til en søgning på Det Olympiske Charter.

Rusland har i lang tid været under kraftig kritik på grund af en kontroversiel lov, der gør det forbudt at udøve homoseksuel propaganda. Derudover har borgmesteren for OL-byen Sochi blandt andet udtalt, at han ikke vil acceptere homoseksuelle i byen.